Jeg blev født 9. December 1979, og er døbt Michelle Maria Møller Birkballe.
Min far, Leif kommer fra Ryomgård på Djursland, min mor, Annette kommer fra Venø.
Jeg er nummer 4 af 6 søskende. Mine søskende hedder Jeanette, Michael, Thomas, Emmely og Adam. Jeg er opvokset i Skovvang mellem Thorsager og Mørke, hvor min far har en maskinforretning.
I 1988 gik mine forældre fra hinanden, og jeg flyttede med min mor ind til Thorsager by, hvor jeg i forvejen havde mine venner og gik i skole.
Jeg brugte min fritid med mine venner, på min hest, skolekor, kirkekor og mit børneband “Sunshine” ,og småspillede lidt guitar. Vi var en vennegruppe som hang ud dagligt og vi fik afprøvet det hele sammen og var gode til at passe på hinanden på skift når en af os kom for langt ud. Min første rigtig musikalske oplevelse var som 14 årig da vi tog på vores første Midtfyns Festival. Det var en helt ny verden som åbnede sig for mig, og noget helt andet end at drikke bajere til Thorsager Sommerfest, men det var også der jeg fandt ud af jeg slet ikke delte samme musiksmag som mine venner, og jeg egentlig nok var lidt gammeldags hvad musik angik. De fulgte tidens trends og hørte det som var stort og populært. Jeg stod med få hundrede andre mennesker i et halvtomt telt og var ved at falde i svime over en gammel mand og hans band som spillede noget god countrymusik. Jeg anede ikke hvem han var, men kunne virkelig li hvad jeg hørte. Han hed forøvrigt Johnny Cash 🙂
1995-96 gik jeg på ” Unge hjems efterskole”, og var derefter fuldstændig færdig med at gå i skole, da jeg var sikker på min fremtid skulle være på de skrå brædder, og ikke i et klasselokale. Så da alle vennerne tog videre på gymnasium, ville jeg arbejde, og have en læreplads (slå tiden ihjel indtil jeg blev 18 år og kunne bestemme over mit eget liv)
Jeg kom i lære som gartner i Følle. Jeg arbejdede som dellikatessedame i “Favør” i Rønde, og vaskede traktorer hos min far. Var ca tre uger hvert sted. Jeg kunne slet ikke holde ud at hverdagene lignede hinanden og jeg duede slet ikke til noget som helst som ikke gav spænding. Jeg skulle bare have tiden til at gå i to år inden jeg blev myndig. Det føltes som en evighed.
Så som 16 årig rejste jeg til Wales, tæt ved en lille by der hed “Brechfa” i nærheden af “Carmarthen” og skulle arbejde som fårehyrde. Jeg følte mig endelig, selvstændig,fri, og troede verden nu lå for mine fødder…..
Det viste sig så jeg kom over til en gammel og nærig mand, der levede som i år 1800, og jeg skulle arbejde 16 timer om dagen- uden løn, men med kost og logi i form af muggent brød og drikke genopvarmet kaffe, der var genopvarmet mindst tyve gange og fordærvet kød ( der blev først købt ind når der absolut ikke var mere tilbage) og så var der bare skide beskidt og ulækkert. Jeg måtte ikke ryge, gå med parfume eller bære smykker da jeg fremstod som billig, måtte kun gå i bad en gang om ugen, og det gjorde jeg ikke engang fordi badekarret var fyldt med døde insekter og mug, det var sengetøjet forøvrigt også. Han boede med en gammel dame der bare lå inde på sit værelse hele tiden. Jeg fandt aldrig ud af om de var ægtefolk, for de sov hver for sig, og jeg havde hende aldrig på tomandshånd, så kunne ikke rigtig snakke med hende, og han svarede i vest når jeg spurgte i øst. Jeg tilbød at holde fri fra marken for at få lov til at gøre rent i huset, men det måtte jeg ikke, for efter hans mening trængte hans får og indhegninger mere til at blive ordnet end hans klamme hjem, han havde meget travlt med at fortælle hvor billige, forkælet og dumme danske piger var, og ingen kunne måle sig med Lady Diana, som han var meget, meget betaget af.
Fra ét af mine senere besøg i Wales.
Tiden gik også med at smide de selvdøde får væk fra marken, og kaste dem ned af fjeldende til de andre skeletter og uldtotter, jamen ej, det var simpelthen et forfærdeligt job. Jeg græd rigtig meget og følte jeg var havnet som slave….. Det kunne jeg ikke holde ud, så jeg flyttede i trods over til en ejendom i nærheden, og fik job der hos en rigtig god og sød familie. Jeg boede i deres campingvogn og hyggede mig med at lave indhegninger til fårene og ride på deres heste og holde fri i weekends. Det var i Wales jeg rigtig begyndte at spille guitar og lave mine egne sange, jeg havde købt en spansk guitar med nylon strenge for 100 kr. Jeg har besøgt familien flere gange siden da, og takket være dem, ser jeg tilbage på tiden i Wales som en dejlig oplevelse.
Da jeg kom tilbage til Danmark skulle jeg til at være voksen, mente mine forældre !!!..Jeg var kun 17 år, så manglede stadig et år inden jeg selv måtte bestemme over mit liv, så fik job i “Stereo Studio” hvor jeg solgte CDér. Det kunne jeg faktisk rigtig godt li. Det er den eneste gang jeg har prøvet at stå i butik. Havde det været en anden butik, var jeg nok ikke så vild med det, men det her handlede jo om musik, og jeg lærte meget om forskellige genrer, og så afholdte de små koncerter som jeg syntes var spændende. Husker fx Dr.Hook stod og spillede helt alene i et hjørne hvor folk bare passerede og var ret ligeglade,og sikkert ikke anede hvem manden var. Det var ligesom min første indblik i at det går op og ned i showbizz, og berømmelsen måske ikke var guld, glimmer og luksuriøs som jeg forestillede mig.
Men jeg skulle jo videre i livet, så startede på social og sundheds uddannelsen, så jeg “havde noget at falde tilbage på” og gjorde det for at tilfredsstille mine forældre… jeg prøvede virkelig at tage mig sammen, men… blev bedt selv om at stoppe da jeg ” ikke havde situations fornemmelse i forhold til den ældre generation”… som der stod i brevet de sendte. De synes jeg var for vild, og kunne ikke forstå at jeg bare ville peppe lidt op i de gamle på plejehjemmet (de gamle ku altså godt li mig). Jeg gik lidt ned over det dengang, for det var nærmest et bevis på jeg ikke duede til noget som helst og kunne se mig selv i et liv på bistand og klippe hække for kommunen. På den anden side var jeg også lidt lettet, for jeg brændte overhovedet ikke for det og følte jeg spildte min tid på noget jeg vidste jeg aldrig skulle være.
Det eneste der gjorde mig glad var med bandet “Konsortiet”, som var samlet af mine ungdomsskoles-musiklærere, Anders Lampe
og Jens Bille. Vi spillede meget til bryllupper, runde fødselsdage og på diverse værtshuse på Djursland. De, min med-sangerinde, Camilla Meldgaard og jeg havde simpelthen så godt et kammeratskab, og det endte stort set altid i fest på diverse lokale værtshuse.
Tog til optagelses prøve på skuespiller skolen – og fik afslag ! Blev lidt fornærmet først, over de da ikke kunne se mit åbenlyse talent, men det var ok – jeg var jo ikke talentfuld nok til faget, og tænkte at jeg alligevel ikke havde lyst til at min familie kunne sidde og se en film med mig hvis der var lumre scener.
Igen anede jeg ikke hvad der skulle blive af mig eller hvor jeg skulle få penge fra. Jeg var i mellemtiden flyttet hjemmefra og levede af de penge jeg fik, da jeg solgte min hest. Men jeg var endnu ikke myndig, så min mor holdte skarpt øje med jeg ikke bare gik og fordrev tiden.
Anders Lampe – uden hans musikalske opbakning helt fra mine tidlige teenage-år, havde jeg måske slet ikke spillet musik i dag.
Lampe fik mig til en optagelses prøve på det daværende “Music Daily” hos Peter Bo Mikkelsen i Randers – selvom kravet var man skulle kunne noder (det har jeg aldrig lært) men kom ind !!!, og det var så dér jeg bestemte mig for at musikken skulle være min levevej, for nu var der lige pludselig noget jeg kunne finde ud af, kunne li, kollegaer
jeg swingede med, og noget jeg havde lyst til at stå op til. Det at spille hver eneste dag gjorde mig inderligt glad, og
jeg var slet ikke i tvivl om at jeg nu havde fundet “mit kald”
i livet. I mellemtiden var jeg blevet kæreste med, og flyttet til Balle ved Grenå hos Jens Bille, men flyttede efter et års tid til Århus, da jeg savnede noget mere by og noget mere larm. Aldersforskellen var nok for stor og vi var forskellige steder i livet.
Jens forblev en god ven, og fulgte mig på sidelinien indtil sin død i marts 2021. Det var jeg ked af, både fordi han havde været en god kæreste da jeg var ung, men også alletiders kollega. Lampe døde pludseligt i Januar 2024 og hans død kommer jeg mig aldrig over. Han var min bedste ven gennem alle årene og mit totale livsvidne.
Jeg tog den fri ungdoms-uddannelse, og spillede lutter musik i et par år. Og så var jeg da også roadie for Rock Nalle og hans orkester. I starten gjorde jeg det fordi jeg ville score hans bassist, men det endte med at blive et årelangt venskab med Nalle i stedet for. Jeg mødte guitaristen, Erik Jepsen og blev smask hamrende forelsket, og flyttede næsten med det samme sammen med ham. Vi blev forlovet og det hele, men efter et par år skiltes vi, nok igen fordi
Erik var midt i livet og havde prøvet det meste, og mit nærmest lige var begyndt og jeg manglede at prøve det hele.
Da min to årige frie ungdoms-uddannelse sluttede, skulle jeg jo have nogle penge, så jeg blev rengøringskone på “Den Høje” og “Fatter Eskil”. Sideløbende var jeg kommet med i et band fra Odense, hvor vi spillede kopi sange på alle mulige forskellige værtshuse til næsten ingen penge, klokken meget sent om natten i weekends.
Efter noget tid blev det lidt for meget med alle de spillejobs på værtshuse og rengøring på værtshuse, så jeg blev rengørings kone i Gnags gamle studie ” Feedback” og det blev så mit andet hjem derefter, jeg var der hele tiden, også selvom jeg havde fri, jeg boede kun på 8 kvm nede i byen, så jeg havde mere at give mig til derude. Jeg lavede mad og gjorde rent for alle dem der nu var ude og indspille, og for det meste var det rigtig godt, og jeg lærte en masse at kende. Blev især gode venner med Jonas Friis der var tekniker dengang, og det var ham der tog fat i mig og fik mig i gang med at samle mit eget band, og spille mine egne sange, og bytte min rengørings-løn til indspilninger i studiet de dage der der ikke var andre. Dén tid jeg var derude var for mig en dejlig tid, og jeg skylder også Jacob Riis-Olsen en kæmpe tak. Han blev nærmest min musikalske adoptivfar og var virkelig god til at rumme mig.
Jacob Riis-Olsen i Feedback Recording i forhuset i Haraldsgade 27.
Jeg gik fuldstændig amok med at spille værtshus jobs hver weekend, havde gang i flere forskellige duoer, tog til København og gik pladeselskaberne på dørene, øvede og øvede, skrev flere og flere sange og gik måske også flere og flere på nerverne i desperate forsøg på at få mine sange udgivet.
Jeg var meget rastløs som ung, og flyttede ofte.
Flyttede for en kort stund ind som sambo med en fyr der havde alle mulige dianoser, gennem “Jysk børneforsorg”, for så kunne jeg jo bo gratis, og fyren ville ikke give mig problemer lovede de, da der hele tiden var pædagoger til at se til ham flere gange dagligt. De havde bare glemt at nævne han også var dybt kriminel. Så da alle mine møbler var smadret og pædagogerne ikke var til at ringe op, hans venner og familie nærmest også boede i lejligheden, og jeg fandt kanyler bag sofaen, og politiet kom og hentede ham fordi han havde slået nogle uskyldige mennesker ned for deres mobil telefon og deres penge, tænkte jeg at jeg hellere ville betale husleje og så sove roligt om natten… Han kom i fængsel og jeg flyttede, da jysk børneforsorg jo så ikke ville betale for mig – jeg flyttede med glæde… Jeg kan grine af det nu, men hold op hvor var jeg bange for at bo med ham.
Jeg så ham i TV fra et fængsel over 20 år efter, så hans liv blev der desværre ikke rettet op på.
Jeg kom i 2001 med i Århus Studenterrevy, hvor jeg fik lov til et lege skuespiller for nogle måneder, det var dæleme sjovt. Jeg kunne godt lide at lave revy, og få folk i godt humør.
I forbindelse med mit rengørings job i Feedback, benyttede jeg jo også selvfølgelig enhver lejlighed til at give mine demoer til de pladefolk der nu var derude, og en dag ringede JOF fra “Rec Art Music”, og sådan kom min første plade i hus, det tog godt nok et par et år med en masse diskussioner, kanter der skulle slibes af, udskiftninger i producerer, studier og musikere.
Den blev udgivet i 2003, kort tid inden jeg blev mor for første gang. Jeg prøvede at holde det hemmeligt så længe jeg kunne, da jeg godt vidste det var virkelig dårlig timing, nu var jeg endelig var kommet under et pladeselskab, som havde brugt mange penge på mit første album og meningen var jeg skulle sælges som ny, ung upcoming og et frisk pust….. og så ødelagde jeg det hele ved at skulle være en mor. Der var utrolig mange der prøvede at tale mig fra det, men jeg ønskede mig brændende et barn, så overhørte helt bevidst alle andres “gode råd” og i september 2003 blev jeg mor til Asta. Samarbejdet med “Rec Art” ophørte derefter.
Jeg tror ikke der var meget tiltro til jeg ville fortsætte som musiker. Faktisk syntes jeg alle opgav mig, så jeg knoklede endnu hårdere på – for nu skulle jeg vise dem at jeg sagtens både kunne være både enlig mor og musiker. Andre havde jo klaret det, så hvorfor ikke mig. Eftersom det var umuligt for mig at få en ny pladekontrakt efterfølgende, og finde nogen som troede på min musik og mig, stiftede jeg derfor mit eget pladeselskab, og udgav mit 2.album i 2004.
Ikke at den blev en speciel succes, men jeg lærte meget af det, og der kom en masse gode livejobs (og utrolig mange efterfester) ud af det album. Det var en virkelig sjov periode. Specielt fik jeg venskab til guitaristen Søren Lund. Han reddede mig ud af utallige situationer, og fungerede nærmest som en storbror for mig hver gang jeg havde gjort mig uvenner med nogen, eller kommet til at lave rav i den. Det vil jeg altid være ham taknemmelig for.
Mødte en bartender på et job hvor jeg spillede. Det blev ikke til mere en en kortvarigt bekendtskab, men jeg blev altså gravid, og i december 2005 fødte jeg så Gorm, som var/er hjertebarn (“blåt barn”, født med kun én åre i stedet for to, der hvor det iltede og uiltede blod bliver adskilt i hans hjerte). Gorm har desværre et liv med mange operationer foran sig, fordi kalveåren, der er sat ind, skal udskiftes. Vi har derfor haft utallige indlæggelser på Skejby sygehus og Rigshospitalet. Det har været den tungeste tid i mit liv i disse perioder, og var først dér livets alvor og skrøbelighed virkelig gik op for mig. Det har til gengæld lært mig virkelig at leve livet lige NU, og gøre lige hvad jeg har lyst til, fyre den af når jeg har chancen, og gerne alting nu med det samme, frem for fremtiden. Børnene og jeg rejser meget, og får mange oplevelser sammen.
I 2009 begyndte jeg at undervise i musik på Pension Skejby, som er et udslusningssted for kriminelle… en ny verden, som jeg blev lidt bidt af. Og fandt der ud af, hvis jeg skulle arbejde med noget andet end musik, skulle det være sådan et sted. Har jo også stadig mine fængsels jobs en gang imellem, dem kan jeg virkelig godt lide at spille.
I flere år havde jeg haft et on and off bekendtskab med en mand, så i Marts 2011 fødte jeg Sejr – og nyt album udkom to uger efter – denne gang et engelsksproget blues/rock album…
Jeg var i flere år fast gæstesanger med Esbjerg bandet “Shaky Ground”. Vi har været på en del udenlandsture for at spille jobs, og de ture har simpelthen givet mig nogle af de bedste og sjoveste oplevelser nogensinde. Særligt vores ture i Rusland og Qatar vil altid stå for mig som noget helt specielt.
Lige et års fornuft, samt knuder på stemmebåndet fortalte mig, jeg måtte komme videre med mit liv…. startede på HF, bestod 1. års eksaminer….. savnede musikken og hadede at gå i skole igen, jeg var ikke blevet en skid mere voksen kunne jeg mærke. Snød også med en opgave til sidst, så jeg fik valget at stoppe, eller lave en ny opgave. Jeg stoppede, og begyndte heldigvis på det der gjorde mig glad igen, at spille musik.
hos Flemming Rasmussen. Produceret af Billy Cross og udgivet af “Eastwing”.
Troede egentlig ikke jeg skulle have flere børn, men så mødte jeg en ny fyr til et bryllup. Han var yngre end mig og havde ingen børn, og så….ja så fødte jeg Bjørn i Juli 2017. Forholdet holdt ikke, men som med alle de andre fædre, fik vi jo noget fantastisk ud af det 🙂
på mit eget selskab, som er “lyn-albummet” i rækken. Det blev indspillet på to dage “Hall of Drums” i Gl. Ry.
I 2019 spurgte jeg Ulrik Bust fra “We do music” (saxofonist og god kollega gennem mange år) om han ikke ville booke en lille tour med bandet, mig og Rock Nalle, og dét ville han gerne. Det endte med at blive en større tour, som egentlig bare skulle være over 5 uger, men som endte med at blive over tre år. Vi udgav et live-album i Januar 2020. “We do Music” bookede også en fremragende tour med et kæmpe hold af folk i “Chuck Berry tribute” hvor jeg var én af solisterne. Vi nåede heldigvis at gennemføre touren lige inden coronaen lukkede det hele ned
Da vi atter kunne spille, drog vi igen på tour med Nalle, men han var under den lange corona-pause blevet svækket. Han døjede med kol og og parkinsons og en skilsmisse oveni, som virkelig havde sat sig i ham, så gjorde at vi alle kunne mærke at det her nok blev den sidste omgang med ham. Det sidste halve år vi spillede, observerede jeg ham hver gang når vi sang Sam Cooke´s “Bring it on home to me”, som var en duet vi havde sunget sammen i 25 år, og tænkte om det her mon blev vores sidste sang sammen. Vi spillede sidste job i Viborg i sommeren 2022 og kunne godt mærke han havde det skidt, og kort derefter blev Nalle meget syg med en lungebetændelse som satte ham ud af spillet. Han erkendte han måtte trække sig tilbage, og lade sig pensionere.
Vi i bandet skiftevis ringede og besøgte stadig Nalle i Odense indtil han døde hjemme den 14. december 2022. Jeg må indrømme at selvom det var naturligt han skulle dø og jeg var forberedt, så var det svært.
Jeg har delt scene med mange solister gennem tiden, men har aldrig haft en sangmakker som passede så godt til mig, som Nalle gjorde, og det gjorde ondt at miste en ven gennem 25 år.
Hans liv og historier var så langt ude, og så ekstreme at jeg nok aldrig får en makker med SÅ meget bagage og spændende oplevelser igen. Han var virkelig indbegrebet af Rock and roll- på godt og ondt.
Du kan læse meget mere, om Nalles spændende liv HER
Ellers står den på live-koncerter. Det er det jeg aller, aller, aller bedst kan lide. At indspille og være i studiet har aldrig været så meget mig. Jeg elsker publikum, respons, landevejene, og at være dér hvor der sker.
Jeg vælger selv de mennesker jeg gerne vil arbejde sammen med, og har erkendt jeg nok aldrig vil passe ind på en “rigtig” arbejdsplads, hvor andre skal bestemme over mig. Jeg kan godt lide at være chefen ;-). Jeg tror heller aldrig jeg bliver gift, for jeg elsker simpelthen min frihed for højt, og tør nok heller ikke binde mig for meget, i frygt for at blive begrænset. At spille musik er ren healing for mig, og en dejlig måde at få afreageret på. Der er aldrig to jobs der er ens, gode kollegaer, sjove og til tider ekstreme oplevelser, og tid til at være mor for mine børn i hverdagene.